Luftafbrydelser i højspændingsbrydere teknisk historie

Luftbaserede sirkuitbrydere: En historisk oversigt
Indledning

Luftbaserede sirkuitbrydere udnytter den superiore dielektriske styrke og termiske egenskaber hos komprimeret luft sammenlignet med atmosfæriske luft. Denne teknologi gør det muligt at designe højspændings-sirkuitbrydere, der bruger en axiel strøm af komprimeret luft rettet mod bue for effektivt at slukke den. I over fem årtier var denne metode den foretrukne teknologi for ekstra-højspændingsanvendelser, indtil fremkomsten af SF6 (sulfurhexafluorid)-sirkuitbrydere.

Historisk udvikling

Koncepcen om luftbaseret bueslukning opstod i Europa i 1920'erne. Betydelige fremskridt blev gjort i 1930'erne, hvilket førte til bred anvendelse af luftbaserede sirkuitbrydere i 1950'erne. De tidlige modeller havde en afbrydelseskapacitet på op til 63 kA, som senere steg til 90 kA i 1970'erne.

Tekniske begrænsninger og innovationer

Trods deres effektivitet har luftbaserede sirkuitbrydere relativt begrænsede dielektriske udrustningskapaciteter, primært pga. hastigheden, hvormed kontakter kan åbnes. For at forbedre ydeevnen anvendte ingeniører fler-brydende designs for at øge åbningshastigheden. Derfor krævede de første design for spændinger over 420 kV 10 eller endda 12 afbrydere i serie pr. pol.

Bemærkelsesværdigt eksempel

Et bemærkelsesværdigt eksempel på denne teknologi er illustreret ved et figur, der viser en luftbaseret sirkuitbryder med 14 afbrydere pr. pol, designet til 765 kV-drift i 1968 af ASEA (nu en del af ABB). Dette eksemplificerer den avancerede ingeniørkunst, der var nødvendig for at imødekomme kravene i ultra-højspændings-transmissionsystemer i den periode.