DC spænding står for "Direct Current Voltage". Selvom dette kan lyde forvirrende, er termen "DC" blevet brugt mere bredt til at referere til et system, der har konstant polaritet. Derfor er DC spænding en spænding, der producerer eller ville producere en DC strøm. Omvendt er en AC spænding en spænding, der producerer eller ville producere AC strøm.
DC i denne sammenhæng henviser mere bredt til størrelser, der ikke regelmæssigt ændrer polaritet, eller som har nul (eller effektivt nul) frekvens. AC henviser til størrelser, der regelmæssigt ændrer polaritet med en frekvens over nul.
Spænding er den elektriske potentiaforskel pr. ladning mellem to punkter i et elektrisk felt. Elektrisk energi genereres af bevægelsen og eksistensen af ladete partikler kendt som elektroner.
Bevægelsen af elektroner skaber en forskel i potentiell energi mellem to punkter. Vi kalder denne potentielle forskel for spænding.
Der findes to typer elektrisk energi; AC og DC. Som nævnt, kaldes spændingen, der opnås fra DC-kilden, for DC spænding.
DC spænding har en konstant værdi. Og den betegnes som VDC. Frekvensen af DC spænding er nul (eller nær nul). Derfor vil DC spændingssystemer ikke ændre deres polaritet under drift.
Unicode tegnet-U+2393 “⎓” anvendes til DC applikationer. Nogle gange symboliseres det også som en ret linje.
I et kredsløbsdiagram findes der flere DC kilder til at få DC spænding. En batteri er den mest almindelige kilde til DC spænding.
Den ideale DC spændingskilde har nul intern modstand. Men en faktisk DC kilde vil altid have en vis mængde intern modstand.
I en ideal spændingskilde er spændingsfaldet over kilden nul. Men i tilfældet af en praktisk virkelighedsbaseret spændingskilde, forekommer der en vis mængde spændingsfald. Dette spændingsfald øges, når strømmen øges.
VI karakteristikkerne for ideale og faktiske DC spændingskilder er vist i nedenstående figur.
Ledningsanordninger er farvekodet for at identificere individuelle ledninger. Denne type system er mest hjælpsom til at ident