Kabeltestmetoder | Fejlafstands- og lokaliseringsteknikker

I. Metoder til kabeltest og -kontrol:

• Isolationsmodstandstest: Brug en isolationsmodstandsmåler til at måle kablens isolationsmodstand. En høj isolationsmodstand indikerer god isolation, mens en lav værdi kan antyde isolationsproblemer, der kræver yderligere undersøgelse.

• Spændingstålighedstest: Udfør en højspændingstest ved hjælp af en højspændingsmåler for at verificere, om kablet kan modstå høj spænding under dets nominelle driftsforhold. Under normale forhold skal kablet kunne udmærket holde styr på en testspænding, der er højere end dens nominelle spænding, uden nedbrydning.

• Modstandstest: Brug en modstandsmåler til at måle kablers modstand. Denne test vurderer modstanden mellem ledere. Generelt bør modstands-værdien af kablet falde inden for en angivet rækkevidde.

• Kortslutningstest: Brug en kortslutningsmåler til at kontrollere for kortslutningsfejl i kablet, såsom kortslutninger mellem ledere eller jordfejl.

• Fejllokaliserings-test: Når der findes en kabelfejl, bruges en fejllokaliseringsapparat til at fastslå den nøjagtige placering af fejlen. Almindelige metoder til fejllokalisation inkluderer Tidsdomæne Reflexmetode (TDR) og Frekvensdomæne Reflexmetode (FDR).

• Infrarød termografisk test: Brug en infrarød termografisk kamera til at scanne kablet og opdage potentielle lokale varmeplekker. Varmepunkter er ofte indikatorer på kabelproblemer, som f.eks. overdreven strøm, dårlig kontakt eller isolationsnedbrydning.

II. Metoder til lokalisation af kabelfejl:

• Visuel inspektionsmetode: Inspectér først kablens ydre for synlige skader, som snit, sprækker eller aldring. Bemærk kabelforbindelser og isoleringsafsnit for at kontrollere for løshed, skade eller forringelse.

• Isolationsmodstandstestmetode: Brug en isolationsmodstandsmåler til at foretage isolationsmodstandsmålinger. En lav isolationsmodstandsværdi kan indikere isolationsfejl (f.eks. skadede isolationer eller fugtindtrængen), hvilket kan føre til kreditsvigt.

• Højspændingstålighedstestmetode: Brug en højspændingsmåler til at udføre en spændingstålighedstest, typisk på ca. 1,5 gange den nominelle spænding. Hvis kablet udmærket kan klare testen uden nedbrydning, indikerer dette ingen isolationsfejl; ellers kan der være tale om en isolationsfejl.

• Wechselstrom/Gleichstrom-Widerstandsmessmethode: Brug en Wechselstrom/Gleichstrom-Widerstandsmesser zur Messung des Wechsel- und Gleichstromwiderstands des Kabels. Diese Prüfung überprüft den Erdwiderstand und den Leiter-zu-Leiter-Widerstand.

• Fejllokaliseringsprøve: Når der findes en fejl, bruges en fejllokaliseringsapparat til at bestemme den præcise fejlplacering. Almindelige metoder inkluderer Tidsdomæne Reflexmetode (TDR) og Frekvensdomæne Reflexmetode (FDR).

• Termografisk metode: Brug en infrarød termografisk kamera til at scanne kablet og opdage lokale varmeplekker, hvilket hjælper med at identificere potentielle fejlplaceringer.

• Åben kreds prøvemetode: Udfør en åben kreds prøve ved at afkoble eller genforbinde forskellige kabelafsnit for at kontrollere kontinuiteten, hvilket dermed identificerer potentielle åbne kredse.

Valget af metoder til lokalisation af kabelfejl bør baseres på de faktiske forhold. Hvis det ikke er muligt at disponere over de nødvendige instrumenter, udstyr eller relevante ekspertise, anbefales det at søge bistand fra kvalificerede professionelle.